Hvad er afasi?

Og hvordan påvirker det et menneske?

"Meget kort forklaret og forenklet er afasi en sproglig forstyrrelse, der opstår på grund af skade i hjernen, oftest forårsaget af en hjerneblødning eller en blodprop," fortæller Addy, audiologopæd. "Men det kan også opstå af andre årsager, som for eksempel en hjernetumor eller i forbindelse med demens."

Afasi kan både påvirke evnen til at forstå, udtrykke sig verbalt, læse og skrive. "Den kan påvirke nogle af de fire komponenter eller dem alle sammen. For mange betyder det en markant forandring i deres dagligdag og relationer," siger Addy.

Hvordan kan rehabiliteringen forbedres?

"Jo flere, der ved, hvad afasi er, og hvordan man kommunikerer med afasiramte, desto bedre," siger Addy. "Det er ikke os logopæder, de skal kommunikere med i hverdagen, men deres pårørende og omgivelser. Derfor er det afgørende, at viden om afasi bliver bredt ud – både til fagpersoner og til den brede befolkning."

Addý Guðjóns Kristinsdóttir , Audiologopæd

Myter og misforståelser om afasi

"En af de største misforståelser er, at personer med afasi har mistet deres intelligens," understreger Addy. "De har måske mistet evnen til at kommunikere, men de er stadig de samme mennesker indeni. Man kan ikke bare bede dem om at skrive det, de prøver at sige – for afasi påvirker også evnen til at skrive."

Hvad kan samfundet gøre?

Addy har en række konkrete råd til, hvordan vi kan gøre hverdagen lettere for afasiramte:

  • "Sørg for stille omgivelser."

  • "Tal én ad gangen og brug korte sætninger."

  • "Vær åben for forskellige måder at kommunikere på – skriv, tegn og brug tydeligt kropssprog."

  • "Giv tid! Stil ikke spørgsmål, hvis du ikke har tid til at vente på et svar."

  • "Hvis du ikke forstår, så vær ærlig – og brug ja/nej-spørgsmål som hjælp."

Hvis én ting kunne ændres

Hvis Addy kunne ændre én ting i systemet, ville det være at øge oplysningen om afasi. "Vi skal sørge for, at både fagpersoner og pårørende bliver klædt bedre på til at kommunikere med personer med afasi. Det kræver undervisning, viden og mindre berøringsangst. Kommunikation er afgørende for vores livskvalitet – og ingen burde stå alene med denne udfordring."